Frederiksberg er noget særligt, og ikke kun i kraft af Zoologisk Have. Frederiksberg er både en bydel i København og en selvstændig kommune i hovedstaden, et område med form som en rokke eller en fugl som spreder vingerne. Fasanvej løber igennem hele Frederiksberg, fra syd til nord. På den østlige side af Fasanvej ligger rådhuset, teaterdistriktet og gade op og gade ned med enorme herskabslejligheder. Frederiksberg vest gennemskæres af Godthåbsvej, Peter Bangsvej og Finsensvej, som løber parallelt, hele vejen fra Fasanvej og ud til der hvor Frederiksberg Kommune møder København igen: På Godthåbsvej og Peter Bangsvej, hvor bus 1 kører dengang i 1970erne, finder man statelige beboelsesejendomme og pelsklædte fruer, som handler i Norsk Fars og chokoladeforretningerne. Men på Finsensvej, den midterste af de tre gader, er verden en anden. Lige så snart man kommer forbi den spritnye ejendom Krystalgården, på Finsensvej 5, begynder boligblokkene, hvor kommunen har anvisningsret til lejlighederne. Her ligger Lindevangsparken, hvor folk drikker sig ihjel. I sidegader som Lauritz Sørensensvej og Malthe Bruunsvej flytter de første gæstearbejdere fra Tyrkiet og Jugoslavien ind omkring 1970. For hver 10 meter man bevæger sig ud af Finsensvej, i bus 14 for eksempel, bliver forholdene mere og mere elendige. Ude for enden af Finsensvejs sidegade Flintholm Alle bor familier med børn i husvildebarakker.

Men for enden af den 1,683 km lange Finsensvej – og lige før Frederiksberg bliver til Vanløse og Københavns Kommune – ligger villakvarteret Ved Grænsen/Buen og putter sig. Det er en samling huse, som bliver opført af Frederiksberg Kommunale Funktionærers Boligforening. Kvarteret består af cirka 100 huse, der ligger på vejene Buen og Ved Grænsen og ud til en del af Finsensvej. Husene er tegnet af arkitekterne HT Seest og Hans Koch og bliver i 1919 præmieret af kommunen. Nogle rummer to, andre kun en familie. Nogle står i røde eller gule mursten, andre er malet, kalket eller sandblæst i røde, gule og hvide farver. Indgangsdøre og vinduer, verandaer, karnapper og vindfang er placeret en lille smule forskelligt på alle husene og er med til at give hvert enkelt hus dets unikke stil. Småsprossede vinduer, røde tegltag og hvide staketter binder husene sammen til en smuk lille bulderby. En perserkat flyder midt på villavejen og rejser sig kun måske, når der kommer en bil en gang hver anden time. Det er det perfekte sted for et barn at vokse op. 

Mor, far og enebarn flytter ind i et halvt okkerfarvet dobbelthus på adressen Ved Grænsen 86 i 1972. Over for os bor smeden fra Novo, en gemytlig og stærkt behåret mand, som går rundt i wifebeater. Hans kone er med i Jehovas Vidner. I den anden del af deres gulbrune dobbelthus bor kørelæreren, som er jyde og Danmarksmester i dahlia-dyrkning. Han og hans kone deler carport og spiller kort med skolelæreren og hans kone, som bor i et hus for sig selv. 

Da vi er flyttet ind, går mine forældre – med min mor som primus motor – i krig for at få ombygget og indrettet det misligholdte hus, så alting spiller. Min mor har ikke kræfter til at føre ting ud i livet. Men hun kan få ideer. I sin kvadratiske scrapbog med det sort/røde stofomslag skribler og skitser hun, hvordan hun ser for sig, at haven skal anlægges. Hun drømmer om guldregn, skovbundsgrønt, stedgrønt. Et bed med julerose, pære, slyngrose, vintergæk, iris, vinterasters og røde grupper. Et bed med forårsblomster, påskeliljer, tulipaner, bjørnegræs.  

I badeværelset skal der være en oval håndvask med et spejl foran og et system af åbne og lukkede hylder. Min mor noterer: ’Et hyldeskab til håndklæder, viskestykker, vaskeklude. Lommetørklæder, karklude, forklæder. En hylde til strygetøj, evt. trådskuffer, sy- og stoppetøj. Et kosteskab til skobørsteting, strygebræt/jern, flasker (1 kasse). En hylde til toilettasker og Falcktaske.’ 

Mine forældre tilføjer det lille halve dobbelthus en arkitektegnet tilbygning, som følger husets oprindelige linjer til perfektion. Fra hoveddøren går man igennem en lille entre og ind i ’det nye’, som vi kalder denne del af huset. Det er indrettet med brændeovn, Alvar Aalto spisebord, Kaare Klint og Mogens Koch stole og PHs Kontrast-lampe. Videre ind i huset går en stejl trappe ned til kælderen, hvor vaskemaskinen står og hvor min far har sit eget lille toilet, hvor han kan tisse uden at andre kan høre det. En anden trappe går lige så stejlt op til 1. sal med to soveværelser og et badeværelse med kar og ovenlysvindue. Modsat kældertrappen og trappen op til 1. sal ligger det aflange køkken, som bliver indrettet med PH-lamper, køkken med lækre greb og en emhætte beklædt med tavle til beskeder. I forlængelse af køkkenet ligger min fars arbejdsværelse. Inderst i huset findes stuen, som har udgang til en veranda. Stuen er domineret af det sorte flygel, en Arne Jacobsen svanestol i rødbrunt læder, et enormt Bjørn Wiinblad-motiv i grønt og guld, et Alvar Aalto sofabord og de to hvid/blå-ternede Børge Mogensen-sofaer. 

Det er i den ene af de to sofaer, at min mor bor. Det er her hun ligger og sidder, under en ulden hvid plaid, med benene oppe under sig, og får ideer til det hus vi bor i, den mad vi spiser og det tøj vi går i. Det er her min far og jeg kommer hen til hende, og her vi gang på gang forlader hende for at gå ud og realisere det liv, hun ikke kan leve. Det er her, hun kontrollerer alt, hvad der foregår. Det er herfra hun spørger, hvad jeg er i gang med, hvis jeg tager noget i køleskabet, hun ikke synes, jeg skal spise eller drikke. Det er her, hun ligger og spørger til mine karakterer. Det er her, hun hen over årene har bitre og langstrakte opgør med min far. Det er her, min mor sidder, med korslagte arme og det ene ben lagt over det andet, i den mest lukkede af alle kropsholdninger. 

Det er i dette smagfulde miljø, min mor forvandler sig og bliver mere og mere sygdomsplaget og grotesk at se på. Det er i den blå/hvid-ternede Børge Mogensen-sofa, under den uldne plaid, hun taber sig og bliver stadigt mere afpillet, mens Prednisonen får hendes kinder til at svulme voldsomt op og gør hendes flotte mørke hår gråt og trist. Her der kommer til at lugte af betændt urin, jod og håndsprit. Det er i den sofa, min mor holder sig i live, til hun er 43, og jeg er 18. Og det er i området omkring den sofa, at jeg er på vagt og holder øje med to ting: Hvordan min mor har det. Og hvordan hun behandler min far. Jeg holder vejret, holder vagt og registrerer stemningen som den perfekt kalibrerede lille seismograf jeg er. Fra et diskret løftet øjenbryn til de jordskælv, som åbner ned til afgrunden: Min mor som skælder min far ud. Min mor som bebrejder min far, at han ikke tager sig nok af hendes sygdom. Min mor som angriber min far, fordi han ikke kan gøre noget rigtigt.

Det er min mor, der er syg. Men det er min far, det er synd for.