Jeg er et sødt barn, et sødt og dygtigt barn. Vellykket og fortræffelig, kalder min far mig. Jeg får andre børn til at grine. Jeg er godt selskab for voksne. Jeg sidder på toiletbrættet og holder min mor med selskab, mens hun er i karbad. Jeg er nysgerrig, jeg kender et hav af ord og kan stave til dem alle. Jeg husker alt, hvad jeg hørt og set.  Jeg synger rent, flerstemmigt og efter noder. Jeg skriver lange kloge stile, og jeg afleverer dem til tiden. Jeg passer mine ting. Jeg tør stille mig op på en scene og synge, også hele alene. Jeg smiler meget og jeg er god til at underholde mig selv. 

Men der er én ting, jeg har svært ved: At trække vejret. Min mor lægger indimellem mærke til det. Så siger hun pludseligt: ’Træk vejret, Julie!’. Det eneste, der sker ved det, er, at jeg bliver forskrækket og stivner i kroppen, så min vejrtrækning går endnu mere i stå. 

Der er mange ting, der er rare. Det er rart, når vi samles om eftermiddagen, min mor i den ene Børge Mogensen-sofa med en Hof. Min far i den anden Børge Mogensen-sofa, over for min mor, med en grøn Tuborg. Mig på kokostæppet i midten med en kakaomælk. Det er rart, når det er lørdag og min mor tager sin hvide kunstnerkittel på og går i køkkenet. 

Der er musik. Der er altid musik. 

Men trække vejret ned i maven kan jeg ikke. Det sidder ligesom fast i brystet eller oppe i halsen. Nogle gange sender jeg en lille smule luft ud, med et stød. Resten holder jeg på. At holde vejret hænger sammen med at holde øje. Følge med i, hvad der foregår. Aldrig at give slip. Være klar, på forkant, på vagt.