To versioner af madonna med barn, som hænger på mit køleskab i Vanløse. Det lille øverst til højre købte jeg i Vilnius for nogle år siden. Det store har jeg selv lavet. Sådan skal en mor være: Blid, beskyttende og nærende. Men min mor – eller mit billede af min mor – har aldrig været sådan. I mange år har jeg haft det, som om hun lå i en isblok; fjern, kold, hård. Det har været skamfuldt for mig. Barn på vagt er et forsøg på at tø isblokken op og sætte lys på det menneske, min mor var. Hun var et skønhedsdyrkende og velbegavet menneske. Men hun var også et menneske, som var umulig at skelne fra den svære nyresygdom, som åd hende op.

Jeg er et sødt barn, et sødt og dygtigt barn. Vellykket og fortræffelig, kalder min far mig. Jeg får andre børn til at grine. Jeg er godt selskab for voksne. Jeg sidder på toiletbrættet og holder min mor med selskab, mens hun er i karbad. Jeg er nysgerrig, jeg kender et hav af ord og kan stave til dem alle. Jeg husker alt, hvad jeg hørt og set.  Jeg synger rent, flerstemmigt og efter noder. Jeg skriver lange kloge stile, og jeg afleverer dem til tiden. Jeg passer mine ting. Jeg tør stille mig op på en scene og synge, også hele alene. Jeg smiler meget og jeg er god til at underholde mig selv. 

Men der er én ting, jeg har svært ved: At trække vejret. Min mor lægger indimellem mærke til det. Så siger hun pludseligt: ’Træk vejret, Julie!’. Det eneste, der sker ved det, er, at jeg bliver forskrækket og stivner i kroppen, så min vejrtrækning går endnu mere i stå. 

Der er mange ting, der er rare. Det er rart, når vi samles om eftermiddagen, min mor i den ene Børge Mogensen-sofa med en Hof. Min far i den anden Børge Mogensen-sofa, over for min mor, med en grøn Tuborg. Mig på kokostæppet i midten med en kakaomælk. Det er rart, når det er lørdag og min mor tager sin hvide kunstnerkittel på og går i køkkenet. 

Der er musik. Der er altid musik. 

Men trække vejret ned i maven kan jeg ikke. Det sidder ligesom fast i brystet eller oppe i halsen. Nogle gange sender jeg en lille smule luft ud, med et stød. Resten holder jeg på. At holde vejret hænger sammen med at holde øje. Følge med i, hvad der foregår. Aldrig at give slip. Være klar, på forkant, på vagt. 

Det tidligste billede af min mor og mig er fra sommeren 1967, få måneder før min fødsel. På billedet er min mor gravid med mig og går i vandkanten iført kort sommerkjole og solhat. Hun holder sine solbriller i den ene hånd og sine sko i den anden. Billedet er taget af min far, og man kan næsten se, hvor forelsket han er i hende. De er 24 år, hun har måske aldrig været smukkere, hun venter hans barn, og han løber rundt om hende og fotograferer hende. Der er så meget fremtid i det billede. Min mor er så lille og spinkel, at min farfars første reaktion på nyheden om hendes graviditet er at udbryde:  ‘Er der taget bækkenmål?!?’ Han er bekymret for, om hendes krop overhovedet vil lade hende føde på normal vis. Men det går fint. Jeg bliver uden komplikationer født 2. november 1967 på Sankt Josephs hospital på Nørrebro i København. Og jeg er et barn, mine forældre inderligt har ønsket sig, selv om det mest fornuftige ville være, at min mor brugte kræfterne på sig selv – og ikke på graviditet og fødsel.

Min far er den, der mader, bader, tumler og pusler mig. Min mor er skrøbelig og hviler sig. Men når hun gør det, ligger hun og får ideer til, hvordan tingene skal være. Hvordan hendes verden skal indrettes. Hun kan ikke føre ret mange af planerne ud i livet. Men hun kan tømme dameblade, kogebøger og reklamer for inspiration. Hun kan klippe og klistre, skitse og notere. I et blåt papomslag samler hun spædbørnsrelevant materiale: Kortet fra fødegangen, hvor der står, at jeg er 50 cm lang og vejer 3150 gram ved fødslen. Noter fra sundhedsplejersken om lille Julies udvikling. Farverige reklamer for Nestlé sutteflasker og Hallgren børnesko. Pædagogiske foldere om hvordan man passer på børns tænder og fødder. ’LAD BABY LØBE BARBENET’. Der er rigtig meget om børns fødder. En brochure fra RIGTIGT LEGETØJ – som ’ledes af uddannede småbørnspædagoger’ og ’er solidt, udviklende og tilpasset barnets evner og behov’. 

Jeg får flaske. Om det er fordi min mor ikke kan amme, ikke vil amme eller ikke må amme for lægerne ved jeg ikke. Men kosten giver mig problemer med maven. Med sin let stejle skrift tager min mor noter under besøget fra sundhedsplejersken 11 dage efter min fødsel: Afføringsbesvær: Appelsinsaft (presset appelsin og sukkervand) forholdet 1-3 1-2 gange daglig (et par teskefulde). Lys maltekstrakt 1 teskefuld (Evers). Figensaft 1-2 teskefulde (1/2 i starten).

Min mor læser til socialrådgiver på Den Sociale Højskole og skal aflevere speciale få måneder efter at jeg er blevet født. I perioder bliver jeg passer af min mormor og morfar, som får en detaljeret ’Vejledning i børnepasning’, udarbejdet af mine forældre, med. To tætskrevne A4-ark, omhyggeligt noteret ned af min far, med regler for, hvornår jeg skal spise hvad, og hvordan jeg skal holdes ren. ’Ved skiftning: Pudder foran. Natusan-savle på bagdelen. Daglig vask: Ansigt med våd svamp (minus sæbe). Hænder med sæbe en gang daglig. Bad: 1-2 gange ugentligt. Efter tørring pudres halsfolder, armhuler – under bæltestedet som sædvanlig. Kinder gnides let med babyolje, hvis damen skal ud i koldt vejr.’ 

At få mig er en kæmpe sejr for min mor og far. Og min mormor og morfar, blandt andet fordi jeg er deres første barnebarn, og fordi min mor i kraft af sin sygdom har en særlig status hos dem. Min mor skriver hjem til sine forældre fra vores ferie ved Vesterhavet, 1. juli 1968: ’Finn er blevet temmelig skoldet. Julie er nærmest gylden … Julie får lov til at sove, så længe hun vil om morgenen. Det viser sig, at hun ikke er morgenmand. Hun vågner først mellem 8 og halv ni om morgenen, og det sætter vi jo vældig pris på. Hun har det i det hele taget vældig godt herovre. Vi synes, hun er et helt pragteksemplar at holde ferie med.’ 

Min mor Ann-Marie og min far Finn møder hinanden på Frederiksborg Statsskole i Hillerød omkring 1960. Hun går i 1B, han i 1A. Finns far er overlæge, og hans mor er uddannet tandlæge, men går hjemme og passer det store hus i Hillerød, hvor min far og hans fire søskende vokser op. Det er en hverdag med faste rutiner, stabile voksne og basal tryghed. Sommerhuse ved den jyske vestkyst. Kirkegang. Middage for overlægerne og deres koner. Lille Finn er en kreativ, hittepåsom og noget grænsesøgende dreng, som elsker at se, hvad der sker, hvis han kravler op i skorstenen på Hillerød Sygehus.  

9,5 kilometer derfra – og på en anden planet – vokser Ann op i en familie præget af utryghed, kamp og stræben. Hun bliver født med en misdannelse i urinvejene og er patient fra begyndelsen. Hun er indlagt og væk fra familien i længere perioder, bliver overvåget, undersøgt, behandlet og opereret. 

Ann er en skrøbelig lille pige med et yndigt udseende og en enorm musikalitet. Hun danser ballet og laver koreografi, og hendes mor ordner hendes prinsessekrøller og syr hendes hyrdinde-kostume. Som barn bliver min mor feteret og forkælet, men hun gennemlever også mere lidelse end de fleste andre børn.  

Anns far er uddannet smed og arbejder som værkfører på Fritz Hansens møbelfabrik i Allerød. Han er en musikalsk og begavet mand. Men han drikker i perioder, hænger på smugkroer og kan være væk fra hjemmet i dagevis. Anns mor øser sin kærlighed ud over børnene; forholdet mellem ægtefællerne er konfliktfyldt. For både Ann og hendes lillebror gælder det om at komme væk hjemmefra hurtigst muligt. Hendes lillebrors badmintontalent bliver hans mulighed. Ann møder Finn og kommer under vingerne i lægehjemmet i Hillerød, da hun er 16 år gammel. 

Hun er hans tyngdekraft. Hun ved, hvordan hun vil have tingene. Hun giver ham retning. Hun er trænet i at kæmpe hårdere og mere målrettet end de fleste for det, hun ønsker sig. Han er hendes løftestang ud af et belastet familieliv og ind i et solidt lægehjem, hvor man spiller klaverstykker før middagen. De har kærligheden til sproget og musikken til fælles, og de kører festen sammen. De synger tostemmigt, de går i jazzklub, de griner og stråler. Det er de to mod verden. Han er helt skudt i hende. De andre piger har bobbet hår og går i konede nederdele. Ann har kortklippet glat hår og går i duffelcoat og silkestrømper. Hver eneste dag efter skole følger han hende ned til Hillerød Station og tager bagefter hjem til sig selv. Når hun er kommet hjem til Allerød, ringer han hende op, så de kan fortsætte samtalen. Nogle gange har han et stykke papir med stikord han kan bruge hvis samtalen går i stå. Han skriver digte til hende i et væk.

De forlover sig og kører på tandem over til min farfars sommerhus i Vestjylland. Hun skriver hjem til sine forældre i Allerød om sin kommende svigerfamilies fornemme løgstel. De bliver gift 26. september 1965, min far er 22, min mor er næsten 23 og bærer min farmors families brudediadem. 

Finn kalder hende Marie, og hun tager navnet til sig. 

Frederiksberg er noget særligt, og ikke kun i kraft af Zoologisk Have. Frederiksberg er både en bydel i København og en selvstændig kommune i hovedstaden, et område med form som en rokke eller en fugl som spreder vingerne. Fasanvej løber igennem hele Frederiksberg, fra syd til nord. På den østlige side af Fasanvej ligger rådhuset, teaterdistriktet og gade op og gade ned med enorme herskabslejligheder. Frederiksberg vest gennemskæres af Godthåbsvej, Peter Bangsvej og Finsensvej, som løber parallelt, hele vejen fra Fasanvej og ud til der hvor Frederiksberg Kommune møder København igen: På Godthåbsvej og Peter Bangsvej, hvor bus 1 kører dengang i 1970erne, finder man statelige beboelsesejendomme og pelsklædte fruer, som handler i Norsk Fars og chokoladeforretningerne. Men på Finsensvej, den midterste af de tre gader, er verden en anden. Lige så snart man kommer forbi den spritnye ejendom Krystalgården, på Finsensvej 5, begynder boligblokkene, hvor kommunen har anvisningsret til lejlighederne. Her ligger Lindevangsparken, hvor folk drikker sig ihjel. I sidegader som Lauritz Sørensensvej og Malthe Bruunsvej flytter de første gæstearbejdere fra Tyrkiet og Jugoslavien ind omkring 1970. For hver 10 meter man bevæger sig ud af Finsensvej, i bus 14 for eksempel, bliver forholdene mere og mere elendige. Ude for enden af Finsensvejs sidegade Flintholm Alle bor familier med børn i husvildebarakker.

Men for enden af den 1,683 km lange Finsensvej – og lige før Frederiksberg bliver til Vanløse og Københavns Kommune – ligger villakvarteret Ved Grænsen/Buen og putter sig. Det er en samling huse, som bliver opført af Frederiksberg Kommunale Funktionærers Boligforening. Kvarteret består af cirka 100 huse, der ligger på vejene Buen og Ved Grænsen og ud til en del af Finsensvej. Husene er tegnet af arkitekterne HT Seest og Hans Koch og bliver i 1919 præmieret af kommunen. Nogle rummer to, andre kun en familie. Nogle står i røde eller gule mursten, andre er malet, kalket eller sandblæst i røde, gule og hvide farver. Indgangsdøre og vinduer, verandaer, karnapper og vindfang er placeret en lille smule forskelligt på alle husene og er med til at give hvert enkelt hus dets unikke stil. Småsprossede vinduer, røde tegltag og hvide staketter binder husene sammen til en smuk lille bulderby. En perserkat flyder midt på villavejen og rejser sig kun måske, når der kommer en bil en gang hver anden time. Det er det perfekte sted for et barn at vokse op. 

Mor, far og enebarn flytter ind i et halvt okkerfarvet dobbelthus på adressen Ved Grænsen 86 i 1972. Over for os bor smeden fra Novo, en gemytlig og stærkt behåret mand, som går rundt i wifebeater. Hans kone er med i Jehovas Vidner. I den anden del af deres gulbrune dobbelthus bor kørelæreren, som er jyde og Danmarksmester i dahlia-dyrkning. Han og hans kone deler carport og spiller kort med skolelæreren og hans kone, som bor i et hus for sig selv. 

Da vi er flyttet ind, går mine forældre – med min mor som primus motor – i krig for at få ombygget og indrettet det misligholdte hus, så alting spiller. Min mor har ikke kræfter til at føre ting ud i livet. Men hun kan få ideer. I sin kvadratiske scrapbog med det sort/røde stofomslag skribler og skitser hun, hvordan hun ser for sig, at haven skal anlægges. Hun drømmer om guldregn, skovbundsgrønt, stedgrønt. Et bed med julerose, pære, slyngrose, vintergæk, iris, vinterasters og røde grupper. Et bed med forårsblomster, påskeliljer, tulipaner, bjørnegræs.  

I badeværelset skal der være en oval håndvask med et spejl foran og et system af åbne og lukkede hylder. Min mor noterer: ’Et hyldeskab til håndklæder, viskestykker, vaskeklude. Lommetørklæder, karklude, forklæder. En hylde til strygetøj, evt. trådskuffer, sy- og stoppetøj. Et kosteskab til skobørsteting, strygebræt/jern, flasker (1 kasse). En hylde til toilettasker og Falcktaske.’ 

Mine forældre tilføjer det lille halve dobbelthus en arkitektegnet tilbygning, som følger husets oprindelige linjer til perfektion. Fra hoveddøren går man igennem en lille entre og ind i ’det nye’, som vi kalder denne del af huset. Det er indrettet med brændeovn, Alvar Aalto spisebord, Kaare Klint og Mogens Koch stole og PHs Kontrast-lampe. Videre ind i huset går en stejl trappe ned til kælderen, hvor vaskemaskinen står og hvor min far har sit eget lille toilet, hvor han kan tisse uden at andre kan høre det. En anden trappe går lige så stejlt op til 1. sal med to soveværelser og et badeværelse med kar og ovenlysvindue. Modsat kældertrappen og trappen op til 1. sal ligger det aflange køkken, som bliver indrettet med PH-lamper, køkken med lækre greb og en emhætte beklædt med tavle til beskeder. I forlængelse af køkkenet ligger min fars arbejdsværelse. Inderst i huset findes stuen, som har udgang til en veranda. Stuen er domineret af det sorte flygel, en Arne Jacobsen svanestol i rødbrunt læder, et enormt Bjørn Wiinblad-motiv i grønt og guld, et Alvar Aalto sofabord og de to hvid/blå-ternede Børge Mogensen-sofaer. 

Det er i den ene af de to sofaer, at min mor bor. Det er her hun ligger og sidder, under en ulden hvid plaid, med benene oppe under sig, og får ideer til det hus vi bor i, den mad vi spiser og det tøj vi går i. Det er her min far og jeg kommer hen til hende, og her vi gang på gang forlader hende for at gå ud og realisere det liv, hun ikke kan leve. Det er her, hun kontrollerer alt, hvad der foregår. Det er herfra hun spørger, hvad jeg er i gang med, hvis jeg tager noget i køleskabet, hun ikke synes, jeg skal spise eller drikke. Det er her, hun ligger og spørger til mine karakterer. Det er her, hun hen over årene har bitre og langstrakte opgør med min far. Det er her, min mor sidder, med korslagte arme og det ene ben lagt over det andet, i den mest lukkede af alle kropsholdninger. 

Det er i dette smagfulde miljø, min mor forvandler sig og bliver mere og mere sygdomsplaget og grotesk at se på. Det er i den blå/hvid-ternede Børge Mogensen-sofa, under den uldne plaid, hun taber sig og bliver stadigt mere afpillet, mens Prednisonen får hendes kinder til at svulme voldsomt op og gør hendes flotte mørke hår gråt og trist. Her der kommer til at lugte af betændt urin, jod og håndsprit. Det er i den sofa, min mor holder sig i live, til hun er 43, og jeg er 18. Og det er i området omkring den sofa, at jeg er på vagt og holder øje med to ting: Hvordan min mor har det. Og hvordan hun behandler min far. Jeg holder vejret, holder vagt og registrerer stemningen som den perfekt kalibrerede lille seismograf jeg er. Fra et diskret løftet øjenbryn til de jordskælv, som åbner ned til afgrunden: Min mor som skælder min far ud. Min mor som bebrejder min far, at han ikke tager sig nok af hendes sygdom. Min mor som angriber min far, fordi han ikke kan gøre noget rigtigt.

Det er min mor, der er syg. Men det er min far, det er synd for.

Min mor bor i Billie Holidays stemme. Hun bliver væk i musikken og giver slip på sig selv på en måde jeg ellers aldrig oplever. Hun lukker øjnene, mens hun synger. My heart is sad and lonely! / For you I sigh, for you dear only / Why haven’t you seen it? / I’m all for you, Body and Soul. Når min mor synger sådan, bliver jeg tung i maven. Det føles, som om noget siver ud af min mor og ind i mig.

Min far laver et mix af smægtende ballader i et tempo, hun kan stryge til. Strygebåndet, kalder vi det. Min musiske mor.

Jeg er meget hos min mormor og morfar som lille. Som hun gjorde med sine egne børn, dedikerer min mormor sig fuldstændig til at passe mig. Billederne viser, hvordan hele spisebordet er ryddet, så der er plads til at pusle og made mig. Et plastikbabysæde bliver stillet på bordet, og jeg bliver anbragt i det, så min mormor kan komme til at få en masse gulerodsmos i mig. Ind med skeen med mosen. Og bagefter ind med sutten, så barnet synker mosen.

Min mormor er der med sine hænder og omhyggeligt tempereret vand, vaskeklude, babyolier, sæbe, mere varmt vand, bløde håndklæder. En hvid plastikskål som hun bruger til at hælde varmt vand over mig. Hun synger godnatsang for mig med sin dybe, lidt skælvende stemme: Tror du ham med paraplyen kommer her? / lille mor hvis du sir ja, så er du kær / mine hænder har jeg vasket og min aftenbørn er bedt / og det tror jeg ganske sikkert han har set… Min mormors hænder er stærke og fingerspidserne noprede af at være i vand. Der hænger en svag lugt af stegeos i hendes kittelkjoler. Min mormor laver altid mad.

Nogle af mine tidligste minder stammer fra min mormors og morfars hus i Allerød. Her er rart. Jeg ligger i en seng med blødt velduftende sengetøj og ser op på de lysmønstre bilerne på gaden kaster op på gipspladerne i loftet. Min mormor åbner døren ind til loftstrappen og jeg mærker den fugtig-kølige luft og duften af de syltede rødbeder og asier, der står på hylden ved trappen. Jeg ser på billederne i bogen om Snehvid og Rosenrød, som møder en dværg, der har fået skægget i klemme i en stykke træ. Min mormor har fuldstændig hvidt hår, som er sat op. En aften ser jeg hende sidde og tage hårnålene ud af håret, så de hvide lokker falder ned over det gulligt-hvide voksede friserslag hun har over skulderen. Jeg synes, hun ligner en engel.

Min farmor giver omsorg med struktur og forudsigelighed. Vi skal ud ad døren og gå tur, så vi ikke bliver utidige, og vi spiser på faste tidspunkter. Hos min farmor får jeg tvebakker med mælk og kanel om morgenen. Hun smører frokost til min farfar og stiller maden på en bakke, under et viskestykke, så den er klar, når han kommer hjem. En dag er jeg i bad med hende og tæller knopperne på hendes krop. Der er også nogle røde. Min farmor sætter bornholmeruret i stå, når jeg bliver puttet i min fasters gamle seng. Hun har et lille sæt bløde runde magnetkugler i sin taske. Dem tager hun frem, når tiden skal fordrives, og man skal være stille. Hun har mekaniske dyr og dukker og en hel lille by man kan bygge af gule byggeklodser med fine dekorationer på. Min farmor kan lide at lege.

Vi er tre i familien. Mig, min far og min mor. Jeg sidder på jorden, tæt sammen med min far. Vi koncentrerer os om at sætte dej på en pind. Vi kigger ned på det, vi er i gang med.

Min mor sidder en halv meter derfra, hævet over jorden, på noget, der ligner et bræt på en træstub, og smiler til Carsten, mine forældres gamle ven, som tager billedet. Det er bare sådan, det er. Min far er lige ved siden af. Min mor er derovre. Lidt væk, lidt oppe. Min fjerne mor. Min skrøbelige mor.

Vi er fire i familien: Mig, min far, min mor og min mors sygdom.

Vi er to plus en i familien: Min far og mig på den ene side. Min mor på den anden.

Frem til jeg er cirka ni år gammel, ligger min mors sygdom bare under mit liv som en svag brummen. Tre små piller i den fineste lille ovale sølvæske. Behov for hvile. Noget med nogle tal, som man skal holde øje med.

Vi holder vejfest med Sally Sørøver-tema. Min far går forrest i paraden, som samler alle kvarterets børn og voksne. Jeg får veninder, og mine forældre ses med deres forældre. Vi cykler rundt og rundt i det lille beskyttede område, løber ud og ind hos hinanden og laver teaterforestillinger for vores forældre. Marianne og jeg går ud på Finsensvej, derude hvor verden er overvældende åben. Vi møder Bøsse-Hans, en retarderet fyr med fedtet pandehår og en mærkelig hoppende gang. Marianne er med til børnefødselsdag hos en pige fra min klasse. På vej hjem møder vi en dame i lilla badekåbe og løber fnisende hjem. Vi ser en blotter i parken, mens vi kælker; han har skåret bagdelen ud af sine bukserne, så man kan se hans baller. Vi skriger af grin og løber væk. Vi kravler ind under Mariannes forældres veranda og sidder på små træstubbe og har hule. Vi leger detektiver for en dag, mens bombemanden fra Gladsaxe spreder rædsel.   

Jeg begynder i 1.C på Lindevangsskolen i 1974. Min far kører ud til Rødovre Statsskole i bilen, min mor tager bus 14 ind til Arbejdsformidlingen i Tøndergade, og om eftermiddagen henter min far mig på fritidshjemmet og bagefter kører vi ind efter min mor på hendes arbejde. Så er der kakaomælk på det kradsende kokostæppe og øl i Børge Mogensen-møblementet. 

Jeg bliver optaget i forskolen til Danmarks Radios Pigekor, da jeg er cirka 10 år gammel og skifter fra den lokale kommuneskole til en privatskole i Gentofte et par år senere. Begge steder skal man gøre sig umage, og det ligger godt til mig. På meget subtile måder får jeg point for mine gode resultater derhjemme. Et tilfredst lille nik og et ’Godt!’. Jeg henter al min næring i det nik. En dag i diktat skriver jeg nord-Norge i stedet for Nordnorge. Min verden går under, da jeg finder ud af, at jeg har lavet den fejl. Jeg vil have nul fejl i diktat. Der er så meget på spil. Hvis jeg laver en eller flere fejl, siger jeg ingenting derhjemme. Hvis jeg har nul fejl, meddeler jeg det og min mor kvitterer med et lille tilfredst nik. Senere peger min mor på den eneste etcifrede karakter i karakterbogen og spørger ’Hvad er det?’

Vi forsøger os med kaninen Luja, katten Molly og flere hold Plymouth Rock-kyllinger. Men vigtigst af alt bassethunden Bella, som vi har et års tid. Jeg ligger og sover på Bellas mave. Vi træner Bella i at løbe ved siden af min fars cykel. Jeg cykler forrest som lokkemad, får grineflip og mister balancen. Jeg knytter mig til Bella. Men en dag skal vi ikke have den længere. Jeg får at vide, at den skal bo hos en læge på Rigshospitalet. Min mor og far øger Abbas album Arrival og et sminkehoved til mig i stedet for.

Min mor synes, jeg skal være fri for pligter, så jeg kan præstere optimalt. Min far er uenig, men det bliver sådan: Overhovedet ingen pligter til Julie. Min far kører mig til korprøver hver uge. Jeg deltager i koncerter i Radiohuset, tager på korture til Danmark, Finland og Irland og i programmet Før Søndagen er jeg en af dem, der læser evangeliet. Jeg træder et skridt frem og læser fejlfrit, med høj og klar stemme.

Min mor er den fineste lille dukke. Et nips. Knap 150 cm høj, spinkelt og lidt drenget bygget med smalle hofter og lille barm. Blågrønne øjne, kraftigt kastanjebrunt hår, spids næse og et rundt ansigt. Hendes hænder er smalle og hun bruger størrelse 35/36 i sko. 

Min mor ved, hvordan tingene skal være. Hun går med en fodlang frakke i sort/hvidt koskind og en kort sort skindjakke fra Carli Gry. Hendes tasker er af kernelæder, og hun har langskaftede broderede ruskindsstøvler og højhælede lyslilla espadriller med bindebånd. Hun regerer i køkkenet iført en hvid kunstnerkittel som den, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen malede i. Hun laver bouillabaise, ratatouille, quiche lorraine, salade nicoise allerede i midten af 70’erne. Hun tager noter, mens hun læser Elizabeth Davids kogebøger om middelhavsmad. 

Min mor er en snob. Det betyder noget for hende, at vi lige præcis bor i Frederiksberg Kommune og ikke Københavns Kommune, som ligger lige på den anden side af Grøndalsparken – og hun lægger åbenlyst afstand til mennesker, hun betragter som jævne og udannede. Til gengæld elsker hun at blive kurtiseret af begavede, højtuddannede mænd. Som mønsterbryder ved hun, at hun har huller i dannelsen, og hun gør alt, hvad hun kan, for at fylde hullerne ud: Dameskrivechatol, et begreb.