Frem til jeg er cirka ni år gammel, ligger min mors sygdom bare under mit liv som en svag brummen. Tre små piller i den fineste lille ovale sølvæske. Behov for hvile. Noget med nogle tal, som man skal holde øje med.

Vi holder vejfest med Sally Sørøver-tema. Min far går forrest i paraden, som samler alle kvarterets børn og voksne. Jeg får veninder, og mine forældre ses med deres forældre. Vi cykler rundt og rundt i det lille beskyttede område, løber ud og ind hos hinanden og laver teaterforestillinger for vores forældre. Marianne og jeg går ud på Finsensvej, derude hvor verden er overvældende åben. Vi møder Bøsse-Hans, en retarderet fyr med fedtet pandehår og en mærkelig hoppende gang. Marianne er med til børnefødselsdag hos en pige fra min klasse. På vej hjem møder vi en dame i lilla badekåbe og løber fnisende hjem. Vi ser en blotter i parken, mens vi kælker; han har skåret bagdelen ud af sine bukserne, så man kan se hans baller. Vi skriger af grin og løber væk. Vi kravler ind under Mariannes forældres veranda og sidder på små træstubbe og har hule. Vi leger detektiver for en dag, mens bombemanden fra Gladsaxe spreder rædsel.   

Jeg begynder i 1.C på Lindevangsskolen i 1974. Min far kører ud til Rødovre Statsskole i bilen, min mor tager bus 14 ind til Arbejdsformidlingen i Tøndergade, og om eftermiddagen henter min far mig på fritidshjemmet og bagefter kører vi ind efter min mor på hendes arbejde. Så er der kakaomælk på det kradsende kokostæppe og øl i Børge Mogensen-møblementet. 

Jeg bliver optaget i forskolen til Danmarks Radios Pigekor, da jeg er cirka 10 år gammel og skifter fra den lokale kommuneskole til en privatskole i Gentofte et par år senere. Begge steder skal man gøre sig umage, og det ligger godt til mig. På meget subtile måder får jeg point for mine gode resultater derhjemme. Et tilfredst lille nik og et ’Godt!’. Jeg henter al min næring i det nik. En dag i diktat skriver jeg nord-Norge i stedet for Nordnorge. Min verden går under, da jeg finder ud af, at jeg har lavet den fejl. Jeg vil have nul fejl i diktat. Der er så meget på spil. Hvis jeg laver en eller flere fejl, siger jeg ingenting derhjemme. Hvis jeg har nul fejl, meddeler jeg det og min mor kvitterer med et lille tilfredst nik. Senere peger min mor på den eneste etcifrede karakter i karakterbogen og spørger ’Hvad er det?’

Vi forsøger os med kaninen Luja, katten Molly og flere hold Plymouth Rock-kyllinger. Men vigtigst af alt bassethunden Bella, som vi har et års tid. Jeg ligger og sover på Bellas mave. Vi træner Bella i at løbe ved siden af min fars cykel. Jeg cykler forrest som lokkemad, får grineflip og mister balancen. Jeg knytter mig til Bella. Men en dag skal vi ikke have den længere. Jeg får at vide, at den skal bo hos en læge på Rigshospitalet. Min mor og far øger Abbas album Arrival og et sminkehoved til mig i stedet for.

Min mor synes, jeg skal være fri for pligter, så jeg kan præstere optimalt. Min far er uenig, men det bliver sådan: Overhovedet ingen pligter til Julie. Min far kører mig til korprøver hver uge. Jeg deltager i koncerter i Radiohuset, tager på korture til Danmark, Finland og Irland og i programmet Før Søndagen er jeg en af dem, der læser evangeliet. Jeg træder et skridt frem og læser fejlfrit, med høj og klar stemme.