Min mor er den fineste lille dukke. Et nips. Knap 150 cm høj, spinkelt og lidt drenget bygget med smalle hofter og lille barm. Blågrønne øjne, kraftigt kastanjebrunt hår, spids næse og et rundt ansigt. Hendes hænder er smalle og hun bruger størrelse 35/36 i sko. 

Min mor ved, hvordan tingene skal være. Hun går med en fodlang frakke i sort/hvidt koskind og en kort sort skindjakke fra Carli Gry. Hendes tasker er af kernelæder, og hun har langskaftede broderede ruskindsstøvler og højhælede lyslilla espadriller med bindebånd. Hun regerer i køkkenet iført en hvid kunstnerkittel som den, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen malede i. Hun laver bouillabaise, ratatouille, quiche lorraine, salade nicoise allerede i midten af 70’erne. Hun tager noter, mens hun læser Elizabeth Davids kogebøger om middelhavsmad. 

Min mor er en snob. Det betyder noget for hende, at vi lige præcis bor i Frederiksberg Kommune og ikke Københavns Kommune, som ligger lige på den anden side af Grøndalsparken – og hun lægger åbenlyst afstand til mennesker, hun betragter som jævne og udannede. Til gengæld elsker hun at blive kurtiseret af begavede, højtuddannede mænd. Som mønsterbryder ved hun, at hun har huller i dannelsen, og hun gør alt, hvad hun kan, for at fylde hullerne ud: Dameskrivechatol, et begreb.