Min mor får taget blodprøver konstant. Hun har altid et plaster med en vatdut siddende i albuebøjningen. Hver gang hun har været til kontrol, taler vi om, hvor svært det var for laboranten at finde et sted at stikke. Nogle laboranter er dygtigere end andre; hun kender dem alle sammen og ved, hvem hun har tillid til. Jeg ser på hende, mens hun hiver plasteret af sin spinkle arm med et snuptag. Hun har lavet den bevægelse hele sit liv.

Min mors nyretal bevæger sig. Lægerne holder øje med tallene, min mor har samtaler med lægerne om tallene, og min mor og far taler om tallene i små korte sætninger. For mig lyder det som kode, men jeg kan fornemme, at det er alvor. Tallene bevæger sig den forkerte vej.

Min mor tager Prednison og Imurel og mere og mere Prednison og Imurel. Det foregår med hurtige rutinerede bevægelser, og tit med ryggen til ude i køkkenet, som om hun ikke kan lide, at vi ser på hende, mens hun gør det.

Jeg har nemt ved at få veninder, både i koret og i skolen. Men jeg undgår at tage dem med hjem. Min far kører rundt og henter mig hos Neel i Kronprinsessegade, Lisbeth i Farum, Mette, Inge og Julie D i Hellerup.

Pigerne begynder med drengene. Min første kinddans hedder Thomas og ankommer til klassefesten i lyserød panter-kostume. Det kan jeg ikke stå for. Vi danser til John Lennons Woman, og hans hår er vådt i nakken. Mit første kys er med en dreng fra Sæby, på en korturné i Nordjylland. Samme sommer – eller sommeren efter – forelsker jeg mig i Ole, naboens dreng der hvor vi har sommerhus. Jeg sidder på stranden med min mormor og ser på hans ryg, mens han står på vandski. Forelskelser på afstand – mere bliver det ikke til. Det er mor, kor, skole, smile, mor, kor, skole, smile.

En dag driller min mor mig med mine spæde bryster. Hun siger: ‘Julies bryster sidder oppe under ørerne.’