Mine døtres tale til mig på min 51 års fødselsdag i 2018.

Kære mor. Dit ældste barnebarn blev født 28. april 1998 og er opkaldt efter dig. Jeg var i tvivl, om det var en god idé; nogle af mine minder med dig er tunge. Men Marie bærer sin mormors navn med lige så stor skønhed og suverænitet, som hendes lillesøster Johanne – født 26. juli 2000 – bærer sin oldemors, min mormors, din mors navn. 

Jeg gik ind i voksenlivet med en følelse af uro og udsathed, som har fulgt mig lige siden. At være mig har været at gå rundt i verden i evigt alarmberedskab, overbevist om at før eller siden ramler det. Det er bedre nu. Men jeg vil altid være en voksen på vagt. En karatemester, der hedder Torben, hjælper mig med at trække vejret bedre. Det koster 1500 kroner i timen. 

Også som voksen er jeg virkelig sød og tilpasningsdygtig. Jeg er ekspert i at aflæse andres behov og få dem til at føle sig godt tilpas, og jeg møder tit mennesker, som gerne vil være venner med mig. Jeg har lidt af voldsom angst i parforhold og er kommet forslået ud af alle dem, jeg har indledt. I dag lever jeg uden en mand, men med masser af kærlighed fra familie og venner. Dag for dag får jeg mere tillid til de mennesker, der omgiver mig. 

Jeg har det dobbelt så godt, som jeg havde det, da jeg var halvt så gammel. Jungiansk terapi, lange gåture og 20 mg Citalopram dagligt hjælper. 

Jeg er stadig dygtig. Jeg fik jobs, du ville have været tilfreds med. Redaktør af Ud & Se. Redaktionschef på Politiken. På et tidspunkt boede jeg sågar i en villa, som havde samme okkergule farve som vores gamle hus på Frederiksberg. I dag er jeg selvstændig på en ikke ret spektakulær måde og bor i en andelslejlighed i Vanløse, med en lejer for at holde udgifterne nede. Det eneste, der nærmer sig klassisk god smag herhjemme, er de gamle prototype-syvere min morfar fik fra Fritz Hansen og så en PH-lampe min far har fundet i en container og banket på plads. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad du ville sige om det arrangement.

Mit modermanifest ser sådan her ud: Mine børn skal kunne regne med mig. Følelser er vigtige; ting er uvigtige. Til helvede med præstationerne. Husk fyrfadslys og afskårne blomster. Dans i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad du ville sige til det. Men det er også ligemeget. Et af mine privilegier har været friheden til at være mor på min måde, fordi du forsvandt så tidligt. 

Men kære mor. Tak fordi du gik op i min dannelse. Tak fordi du lærte mig, hvad kvalitet er, så jeg i dag selv kan bestemme, hvornår kvalitet er vigtig.

Og tak fordi du lærte mig at tåle langvarig høj belastning og intensive kriser. Tak fordi du lærte mig at turde se andres lidelse og stå i ilden med dem. Tak fordi du viste mig betydningen af at mærke, hvordan den anden har det. Alt det ligger der masser af livsduelighed i. 

Tak for din stemme. Tak fordi du åbnede musikken for mig. Det er fandeme noget vi to kan blive enige om, og jeg vil altid trække vejret bedst gennem musik. 

Tak fordi du insisterede på at få et barn, selv om det var på bekostning af dit eget helbred. Tak fordi du gjorde alt, hvad du formåede, for at give mig den materielle tryghed, du aldrig selv oplevede som barn. 

Tak for det navn du sammen med min far så på en gravsten og valgte at give mig. Det skulle være et gammelt navn, et litterært navn, et navn som kan udtales overalt. Du og min far så og hørte, at det ville være et smukt navn, visuelt og lydligt: Julie Bondo Gravesen. Jeg bærer navnet med stolthed. 

Du har ingen gravsten. Men sammen med Marie og Johanne har jeg indstiftet mormors træ på Brønshøj Kirkegård. Sådan laver vi mønstre i vores livs billedtæppe. Vi prøver at få mønsteret til at hænge sammen. Men vi kan heldigvis også vælge at bryde det.