Med min mors død forsvinder tyngdepunktet i min fars og mit liv. Alt kan pludselig ske. Og alt sker: Mellem påske og Sankt Hans 1986 bisætter vi min mor, min far møder den kvinde, der skal blive hans kone nummer to og mor til mine søstre, og jeg tager studentereksamen med et snit på 10,7.

Der kommer et hav af mennesker til min mors bisættelse i Lindevang Kirke. De kommer med ansigtet i mørke folder. Min mormor har taget noget beroligende og virker forstenet. Der er noget med, at min morfar var for fuld til at køre den sidste mandag, de kunne have været forbi, og det er krisepræget. 

Jeg er hende, der skal forestille at have mistet sin elskede mor alt for tidligt. Men sorg føler jeg intet af. Jeg er mest af alt euforisk. Jeg optræder. Jeg præsterer noget, som jeg ved, hele kirken synes er imponerende. Vi synger Befal du dine veje, Sig månen langsomt hæver og Hil dig frelser og Forsoner. Mine forældres ældste ven Carsten og et par andre musiker-venner spiller Body & Soul i kirken. Bagefter tager min far og jeg ind til byen og spiser på den pandekage-restaurant, der hedder Smukke Marie. 

Min mors krop bliver brændt og urnen gravet ned på de ukendtes fællesgrav på Søndermark Kirkegård ved Roskildevej. Min far vil helst mindes min mor de steder de har været sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Så det bliver plænen på Frederiksberg. Bisættelsen er en af de sidste gange min far og min mormor og morfar ser hinanden,  bortset fra en rund fødselsdag hos dem et stykke tid senere. 

I ugerne efter bisættelsen er jeg i Rødovre og min far i huset på Frederiksberg det meste af tiden. Hver gang er jeg ked af at køre fra ham.

I 1986 er det københavnske karneval en kæmpe fest. Det bliver afholdt for fjerde gang i dagene 17., 18. og 19. maj. Min far kommer hjem fra karnevallet midt om natten, i løftet stemning og iført en hvid engangsmalerdragt, som der er malet sorte streger på. Han er også malet i hovedet. Der er noget på færde, kan jeg mærke. 

Et par uger senere løber han igennem huset og prøver at finde et sted at gemme sig. Han er rundt på gulvet. Jeg kigger ud ad vinduet og ser en ung kvinde komme gående på vejen. Hun læser til sygeplejerske og er seks år ældre end mig. Hun har hvide gummistøvler og stribede bukser på. Jeg lukker hende ind. Kort efter bliver de kærester. Jeg læser op til biologi-eksamen, da de kommer hjem fra en endagstur til Tyskland, hvor de har været nede og se på kunst. Jeg fortæller, at jeg sidder med genetikkens bananfluer: Hannen og hunnen. De fniser. Natten inden jeg skal op i historie, kan jeg høre sengen inde ved siden af knage. 

Til translokationen får jeg en art flidspræmie for at være en god kammerat. Min far, hans kæreste, min farmor og min ene faster deltager. Jeg står af studentervognen, da vi når ind til en pige på Hostrupsvej, og længe inden turen er færdig. Jeg går hele vejen hjem via Finsensvej og lægger mig på gulvet i stuen og stirrer op i loftet. 

Min far og forældrene til min kusine og en tredje studine slår sig sammen om at holde et storstilet fælles studentergilde for os og vores familier og venner på Kongekilden i Klampenborg. Alt spiller. Jeg har det forfærdeligt. Min far og hans kæreste er derhenne. Min mormor og morfar er derovre. De har ikke mødt hende endnu. På et tidspunkt hiver min mormor fat i mig og spørger, om damen derhenne er hende. Jeg må sige ja. 

Jeg smiler, nikker og lader mig lykønske af gæsterne. Men jeg har mest af alt lyst til at gå. Min kusine og den tredje studine har deres kærester med, pæne unge mænd fra Nordsjælland. De har lyst hår og er billedet på den glæde, det vist er meningen vi skal føle. Jeg har en pige med, som jeg ikke kan stå ved. Og en far, som er nyforelsket.

Min far og jeg rydder ud i min mors garderobe. Uld, skind, flannel, silke. Franske og italienske sko i størrelse 35. Langskaftede sorte støvler med broderi på siderne. Højhælede espadriller med bindebånd.  

En dag har min far hældt champagne op i glas, som står på en bakke. Vi er på verandaen. Min far meddeler glædesstrålende, at hans kæreste flytter ind. Vi skåler. Jeg har ondt i maven. Jeg kan se, han er forelsket. Men det er, som om han har givet alt for pludseligt slip på mig og nu farer rundt langt ude i sin egen galakse. En dag siger jeg, at jeg synes, det hele går for stærkt. Min far reagerer voldsomt. Hverken før eller siden har jeg set ham så vred, som han er, da han siger: -Nu må det altså snart være min tur. 

Efter studentereksamen arbejder jeg i Bilka i Ishøj Bycenter og kokser rundt på boligmarkedet. I sidste øjeblik redder min far mig ud af en tåbelig handel. Han gør boet efter min mor op, så der er orden i tingene, da han gifter sig med sin kæreste i august 1987. Jeg spiller med mit band til deres bryllupsfest. 

 Hele vejen op igennem min barndom har jeg drømt, at jeg fik en lillebror eller en lillesøster. Gang på gang er jeg vågnet op, bundulykkelig over at det netop bare var en drøm. 16. november 1987 føder Susanne min ældste lillesøster Ida. 12. april 1990 kommer Sofie til. De to små mennesker bliver den nye tyngdekraft i vores liv. Men denne gang er tyngdekraften forbundet med masser af livskraft.