En mandag aften er jeg inde og se Mit Afrika. Huset er stille, da jeg kommer hjem, og jeg går i seng. Efter få timer bliver jeg vækket af rabalder. Min mor kegler rundt, og min far kan ikke få kontakt med hende. Hele den nat går hun op og ned ad trapperne – fra 1. sal til kælderen – laver bevægelser som om hun piller ved noget der ikke er der. Min far og jeg prøver at få hende til at falde til ro. Hun sider på toilettet, jeg sidder foran hende og prøver at kalde hende frem. Men hun er væk. Tidligt om morgenen får vi hende bakset ind i Citroënen og kørt hende ind til Rigshospitalet, ud af bilen og over i en kørestol. Maskineriet sætter i gang, vi kører hjem, hendes tilstand stabiliseres i løbet af tirsdagen. Vi får siden at vide, at min mor har haft en eller flere blodpropper i hjernen. 

Påsken er på vej, butikkerne lukker ned, og jeg skal købe knækbrød og klorin til at fjerne en plamage af jod, som er kommet på min mors joggingdragt. Jeg står og stirrer på knækbrødshylden og kan ikke vælge. Jeg tænker: ‘Hun dør nu. Det er nu hun dør.’

Onsdag tager jeg til Rødovre. Da jeg kommer hjem om eftermiddagen, ligger der en seddel fra min far. Jeg skal komme ind til Rigshospitalet med det samme. Da jeg kommer derind, er min mor død en halv times tid forinden. Min far sidder for enden af sengen, i sin grønne armejakke. Jeg går hen på venstre side af sengen, som jeg altid har gjort. Jeg kysser hende, som jeg altid har gjort. Men hun lugter ikke af citroncreme. Hun lugter af industrivask.

Min far og jeg kører ud til en havn og drikker cacaomælk og sidder og kigger ud i luften. Den nat sover jeg på min mors plads i dobbeltsengen.

Efter påske er jeg tilbage på gymnasiet. Jeg møder min rektor på gangen. Han kondolerer. Jeg smiler og siger høfligt ‘Tak’, og så er der ikke mere snak om det.