De sidste cirka to år er en tåge med få klare billeder. Så er min mor på hospitalet, så er hun hjemme. Nåle i håndryggen, nåle i armen, slanger i urinrøret, poser som tilfører væske, poser som samler væske op. Hun fylder ingenting i hospitalssengen.

Berta giver op. Der indføres et nyt dialyseregime, som betyder, at min mor selv kan stå for det derhjemme. Det er noget med en pose på maven med en slange ind i bughulen i stedet for i armen. Det er smart og sikrer en så normal livsstil så muligt, siger nogen. Vores smukke hus bliver forvandlet til et lager af sterilt udstyr. Vi får undervisning i at pakke handsker ud på den rigtige måde.

Min mor kommer på en diæt, hvor hver en oblat hun spiser skal vejes på en digital vægt. Hun kan ikke længere lave mad. Min far går til gryderne, men min mor vil ikke have hans husmandskost. Det er synd for min far, synes jeg. Min mor lugter fælt ud af munden. Hendes krop rådner, hendes krop visner hen.

Min mormor og morfar kommer ind hver mandag for at hjælpe til. Min morfar går i haven, min mormor gør rent.

Jeg bærer bækkener med urin gennem huset og hælder væsken ud i toilettet. Urinen stinker af sygdom. Jeg går til terminsprøve.

Min mor taber sig, for hver uge der går.

Min mors øjne bliver store og bange.

Min mor bliver blid og sårbar. Det er tegn på, at der er noget galt, og jeg bliver forvirret over det. Men samtidig skærer det i mit hjerte.

Noget af det værste er, at hun begynder at gå i joggingtøj. Jeg forestiller mig, at hun afskyr det. Men det er blødt omkring en krop, som ikke længere har nogen form for polstring – og praktisk, når hun skal åbne op og lukke til hele tiden.

Min mor vil meget gerne have, at jeg bliver siddende hos hende og fortæller hende, hvordan det går med mig. 

Vi taler aldrig om det, der sker med hende. Kun en enkelt gang hører jeg hende sige: ‘Det her går ikke.’ Vi skal vist gå en tur. Jeg forsikrer hende om, at det gør det og får hende skubbet i gang. 

En dag i det spæde forår kommer jeg hjem fra skole, stiller min taske i entreen og går gennem huset for at sige hej til min mor, som jeg plejer. Fra stuen kan jeg se, at hun sidder i en stol ude på verandaen. Hun har sin hvide dynefrakke på og har taget et tæppe om sig. Hendes ansigt vender op mod den blege sol.

Jeg står og ser på hende et stykke tid og vender så om og går. Op for at passe mine ting.