På en weekend hos min kusine og familien går festen galt. Jeg er 14,5, og det er få uger før min planlagte konfirmation. Det er et stykke ud på natten. Min kusine og fætter er faldet i søvn for længst. Jeg er oppe for at følge med i de voksnes liv. Begge mine forældre er stegte og tumler ud i et opgør. Min kusines forældre sidder ved siden af og forsøger at lægge sig imellem. Jeg skammer mig og har ondt i maven og lyst til at slå mine forældre. Til sidst er der et eller andet, der gør min mor så vred, at hun rejser sig og marcherer ud af huset. Ud i den silende regn. Ud på det glatte trædæk foran ejendommen, hvor hun glider og brækker armen.

Ulykken gør, at min konfirmation må udskydes halvanden måned, og jeg ender med at blive konfirmeret alene. Det er jeg på toppen over. Det giver mig en følelse af at præstere noget specielt. Jeg har en todelt Laura Ashley-kjole, fine blondestrømper og guldballerina-sko på. En fløjlssløjfe om håret og briller i collegestil. Jeg får den hvide Centurion-cykel, jeg har ønsket mig så inderligt. Jeg holder en formfuldendt tale. Løgstellet er hentet frem, maden sublim. Min mors arm er god igen. Hun har råhvidt tøj på. Min far bærer en festlig butterfly. Det er en dejlig dag.