Vi er allermest lykkelige, når vi kører afsted for at besøge min fars bror, hans kone og deres to børn, som bor på i Nordsjælland. Stedet hedder Aggebo, en gennemrenoveret gård med masser af plads, soldæk, en fløj til børnene og en til de voksne. De har islandske heste og gravhunde, vi skal sove der, vi må være oppe lige så længe, vi vil, og de voksne siger ja til det hele. Når vi kommer op til dem, har jeg det, som om både min mor, min far og jeg bliver passet. Min onkel og tante er rolige voksne. Min mor lægger panseret. De voksne har kendt hinanden altid, og de kan lide hinanden. Vi rejser ind i lyset og overskuddet, når vi kører til Aggebo. I Aggebo er jeg beskyttet.

Mine forældre tager deres gode musik, deres humor og deres nysgerrighed med til Aggebo. Jeg klovner i ét væk. Der er et mønster: Min kusine falder først i søvn, min fætter bukker under som nummer to. Så begynder vagten. Jeg kan ikke sove og glider rundt og holder øje med de voksne. Sidder lidt og lytter til voksensnak ved spisebordet. Ligger lidt i sofaen. Kigger lidt på de to porcelænshunde i vinduet. En for en går de voksne i seng. Min mor holder ud. Hun står og svajer, med en cigaret i den ene hånd og et glas rødvin i den anden. Manhattan Transfer brager gennem stuerne.

Dagen efter kører vi hjem. Efterhånden bliver den hjemtur tungere og tungere. Vi kører hjem til de stille stuer, hjem til tyngden, hjem til de listende skridt. Tilbage til det tilbageholdte åndebræt.