Min mor er en isdronning. Hun skruer ned for temperaturen, hvis der er noget eller nogen hun ikke bryder sig om. Det gør hun ved simpelt hen at sidde med korslagte arme og stramme læber.  Hun taler aldrig om, hvordan hun har det. Siger hun noget, er det for at påpege andres dårlige dømmekraft, sleske væremåde eller vulgære stil. Men som regel iser hun bare verden til med sin lukkede krop og sin tavshed. Jeg holder vejret og lister rundt.

Det kan også ske, når vi kører i bil. Jeg sidder fremme mellem min far og mor og hører dem sludre og spørger, hvad ord som ‘dilemma’, ‘alternativ’ og ‘prioritere’ betyder. Alt er sådan set godt. Men min mor synes, min far kører for hurtigt. Hun klamrer sig til stroppen over vinduet og råber ’FINN, altså!’. Min far forsvarer sin kørsel. Og så bliver der koldt. Jeg trækker mig væk og gør mig lille i det fjerneste hjørne af bagsædet.