Det er det samme hver gang. Min mor sidder i Børge Mogensen-sofaen. Min far står ved flyglet, ca tre meter derfra. Jeg sidder i Svanen med det rødbrune læderbetræk, et sted mellem min mor og min far, tættest på min far, ude i siden, tæt på reolen med pladesamlingen og Revox-båndoptageren. Samme trekantsopstilling hver gang. Og samme tema: Min mor synes, min far er flyvsk, bruger tiden forkert, taler for længe i telefon, sidder for meget på sit arbejdsværelse og er frem for alt ikke tager sig nok af hendes sygdom. At han ikke forstår, hvordan det er at være hende. Min far siger, at det gælder om at leve så normalt som muligt.

Min mors læber er presset sammen, hendes krop er låst. Jeg oplever det, som om min mor kaster med knive mod min far, og han kaster sig i alle retninger for at undgå at blive ramt. Hun angriber ham. Jeg glider ud af mig selv og mærker, hvor ondt det gør på ham.

Bagefter spørger min far, om jeg vil med ham ud og gå. Han og jeg vandrer rundt på villavejene og taler om, hvad der er sket. Min mor bliver tilbage. Det er 2+1. En dag – efter endnu et opgør – lægger min far et brev til mig. Der står, at jeg ikke skal tage mig af de gamle idioter, men skal være glad for, at det går mig så godt, og at jeg er så vellykket. Og sov godt, guldklump.