Det begynder at blive svært, da jeg er omkring ni år gammel. Min mors nyrefunktion er blevet så dårlig, at hun må i dialyse. En dag om ugen er hun bundet til en stor kasse på hjul. Her skal hun ligge i timevis, mens en væske fra et drop gør det arbejde, hendes nyrer ikke længere kan klare. Hun er iført højhælede espadriller og en koboltblå og rød bluse med brede skrå striber. Hun taler ikke om, hvordan det er at ligge der. Hun taler aldrig om, hvordan hun har det. Vi taler ikke om, hvordan vi har det. Vi skal klare det, og det bedste, jeg kan gøre, er at gå op på mit værelse og lave mine lektier. Så det er det jeg gør, ved skrivebordet neden under vinduet ud til villavejen. At klare det rigtig godt i skolen er mit bidrag til familien.

Lægerne holder øje med min mor og med, hvornår der kommer en nyre til hende. Min mor og far får at vide, at hun skal opholde sig max en times bilkørsel fra Rigshospitalet i København. Så turene til Vesterhavet, Sverige og Frankrig må droppes, og mine forældre køber et sommerhus på Vestsjælland. I en periode på cirka fem år – fra jeg er ti til jeg er 15, tilbringer vi de fleste weekender i det gamle fiskerhus, som ligger 200 meter fra Storebælt.

Min mor og far er en fest. Hver gang vi kører ud ad Søvej, dytter min far ved husene, og det ligger i kortene, at vi ikke kan køre forbi. Vi skal ind og hilse. Først stopper vi hos søskendeparret Hans og Jensine. Jeg ser på og lytter med, mens de voksne snakker. Jensine har tyndt hår, ingen tænder i munden og en enorm bagdel i kittekjolen. Der lugter grimt af gammel margarinestegt mad i deres lille køkken. Kvinderne udveksler sladder, og min mor virker ivrig efter at få en masse grøntsager fra Jensines urtehave med hjem. Her bliver der ikke serveret alkohol. 

Vi kører 200 meter længere ud ad vejen og stopper så hos Aage og Katrine, som bor i et lille hvidt hus. Han er arbejdsmand og strandfoged, hun er sønderjyde og har levet et hårdt liv. Davdav, øl på bordet og sodavand til mig. Eftermiddagen bliver til aften, mens jeg får tiden til at gå ved at se på de brunorange billeder af deres børn og børnebørn i reolsystemet. Jeg har allerede set på de billeder i tusind timer allerede.

Vi kører op til det sidste sted, ind på gårdspladsen til en lidt større gård, hvor Poul og Gunhild. Min far dytter igen, Poul hopper ned fra sin traktor og kommer hen. Vi går ind i stuen.  Lige en sidste øl. De voksnes stemmer bliver højere. Jeg sidder ved kakkelbordet og lytter. Jeg vil gerne hjem. Antiklimaks indtræffer, når vi kører op ad bakken, der hvor den asfalterede vej bliver til en grusvej, og der er 100 meter ud til vores hus. Stilhed, træthed, bare os tre. To-tre øl drukket. Jeg hader lugten af den halvvarme ost og pølse, der har ligget lidt for længe i bilen og nu bliver stillet ind i køleskabet.

Dagen efter går min far og jeg i vandet. Nogle gange går min mor ned og kigger på, andre gange bliver hun oppe og sidder i solen. Måske kommer strandfogeden med fisk, og de grønne flasker hentes frem igen. Vi bliver inviteret ind til naboen, en åbenlyst tyrannisk mand med en sart rødhåret kone. Min far og jeg går hjem tidligt på aftenen. Det gør vi tit. Jeg skal puttes. Men jeg fornemmer tidligt, at vi også går, fordi han ikke har lyst til at være der længere. Min far skærmer mig. Men samtidig er jeg hans mulighed for at trække sig, uden at han behøver at forklare det ud fra sig selv.

En gang om året er min far og jeg på tur i området. Et år når vi til et vandløb, som vi kun kan komme over ved at tage tøjet af og holde det oven over vandet, mens vi svømmer. Min far synes, sådan noget er sjovt. Jeg er mere forsigtig. Jeg vil bare gerne være der, hvor det er meningen, man skal være. Jeg har ikke behov for at gå til kant på nogen måde.

20. juni 1977 bliver min mor nyretransplanteret. Vi kalder nyren Berta og forestiller os, at den kommer fra en cykelsmed i Malmø.

Jeg har noget med Prednison og Imurel. To ord som bliver hvisket igen og igen i min barndom. Prednison og Imurel er bare en del af hverdagen, ligesom tandpasta og tandbørste. Men samtidig ved jeg, at det er noget stads. ‘Det er på grund af Prednisonen,’ bliver der sagt med lav stemme. Min mor tæller piller op og lægger dem ned i den plastikdispenser, som hun afskyr, men som hun er nødt til at bruge for at holde styr på mængderne. Morgen, middag, aften, nat. Prednison og Imurel redder min mors liv. Men de ødelægger det også.

Prednison er et stærkt binyrebarkhormon, som bruges til behandling af nyrebetændelse. Prednison giver træthed, knogleskørhed og muskelsygdom og påvirker ofte også psyken i form af depressioner. Sikkert er det, at Prednisonen skamferer min mors ansigt og forvandler hendes krop. Hendes arme og ben bliver tynde, hun får måneansigt og fedtpude i nakken, øget hårvækst og mørkerøde og lilla striber i huden.

Imurel er et immunundertrykkende og celledræbende middel, som også bruges til behandling af nyrebetændelse. Almindelige bivirkninger er øget risiko for infektioner, kvalme og spisevægring.

Min mor er i bad. Hun tager altid karbad. Mens hun sidder i det bløde skum med sin lille bløde krop, er jeg placeret oven på wc’et. Hvad vi taler om, husker jeg ikke. Men jeg husker nærværet, hendes krop i sæbeskummet. Jeg holder min mor med selskab, og lige nu er alt ok.

Det er nemmere for min mor, at jeg bliver ældre. Det kræver knap så meget kropskontakt. Min mor og jeg læser i timevis, ved siden af hinanden, i hver sin bog eller avis. Hun læser krimier og kogebøger. Jeg læser Puk-bøgerne og senere Blixens Gengældelsens Veje, Iris Murdochs Sandslottet og Daphne du Mauriers Rebecca. Vi sludrer. Hun spørger mig ud. Vil vide ting. Om hvordan det er gået i skolen. Om hvordan mine veninders forældre er. Jeg får ikke lov at slippe. Hvad sagde han så, hvad gjorde hun så? Hun er skarp, nysgerrig og nogle gange drillende. For sjov truer hun mig med, at jeg ikke skal komme for godt i gang, for vi ved begge to godt, at jeg har ligget inde i hendes mave.

Hun spørger: Er du mors skattepige?

Hun ligger til venstre i dobbeltsengen, min far ligger til højre. Jeg kommer ind og kysser hende godnat på kinden, når jeg skal i seng. Hun er blød og dufter af citruscreme.

Min mor bliver født med en medfødt misdannelse i urinvejene. Den gør, at urinen løber tilbage til hendes urinleder og nyrebækkenet, når hun tisser – en lidelse, som kaldes vesikoureteral refluks. Nogle har problemet i mild grad. For min mors vedkommende betyder det, at hun lider af kronisk nyrebækkenbetændelse – pyelonefritis på latin – hele sit liv, og at hendes nyrer tager alvorlig skade. Cirka 1 procent af alle nyfødte har vesikoureteral refluks, og tilstanden er mest almindelig hos piger.

Vi er allermest lykkelige, når vi kører afsted for at besøge min fars bror, hans kone og deres to børn, som bor på i Nordsjælland. Stedet hedder Aggebo, en gennemrenoveret gård med masser af plads, soldæk, en fløj til børnene og en til de voksne. De har islandske heste og gravhunde, vi skal sove der, vi må være oppe lige så længe, vi vil, og de voksne siger ja til det hele. Når vi kommer op til dem, har jeg det, som om både min mor, min far og jeg bliver passet. Min onkel og tante er rolige voksne. Min mor lægger panseret. De voksne har kendt hinanden altid, og de kan lide hinanden. Vi rejser ind i lyset og overskuddet, når vi kører til Aggebo. I Aggebo er jeg beskyttet.

Mine forældre tager deres gode musik, deres humor og deres nysgerrighed med til Aggebo. Jeg klovner i ét væk. Der er et mønster: Min kusine falder først i søvn, min fætter bukker under som nummer to. Så begynder vagten. Jeg kan ikke sove og glider rundt og holder øje med de voksne. Sidder lidt og lytter til voksensnak ved spisebordet. Ligger lidt i sofaen. Kigger lidt på de to porcelænshunde i vinduet. En for en går de voksne i seng. Min mor holder ud. Hun står og svajer, med en cigaret i den ene hånd og et glas rødvin i den anden. Manhattan Transfer brager gennem stuerne.

Dagen efter kører vi hjem. Efterhånden bliver den hjemtur tungere og tungere. Vi kører hjem til de stille stuer, hjem til tyngden, hjem til de listende skridt. Tilbage til det tilbageholdte åndebræt. 

Min mor er en isdronning. Hun skruer ned for temperaturen, hvis der er noget eller nogen hun ikke bryder sig om. Det gør hun ved simpelt hen at sidde med korslagte arme og stramme læber.  Hun taler aldrig om, hvordan hun har det. Siger hun noget, er det for at påpege andres dårlige dømmekraft, sleske væremåde eller vulgære stil. Men som regel iser hun bare verden til med sin lukkede krop og sin tavshed. Jeg holder vejret og lister rundt.

Det kan også ske, når vi kører i bil. Jeg sidder fremme mellem min far og mor og hører dem sludre og spørger, hvad ord som ‘dilemma’, ‘alternativ’ og ‘prioritere’ betyder. Alt er sådan set godt. Men min mor synes, min far kører for hurtigt. Hun klamrer sig til stroppen over vinduet og råber ’FINN, altså!’. Min far forsvarer sin kørsel. Og så bliver der koldt. Jeg trækker mig væk og gør mig lille i det fjerneste hjørne af bagsædet.

Det er det samme hver gang. Min mor sidder i Børge Mogensen-sofaen. Min far står ved flyglet, ca tre meter derfra. Jeg sidder i Svanen med det rødbrune læderbetræk, et sted mellem min mor og min far, tættest på min far, ude i siden, tæt på reolen med pladesamlingen og Revox-båndoptageren. Samme trekantsopstilling hver gang. Og samme tema: Min mor synes, min far er flyvsk, bruger tiden forkert, taler for længe i telefon, sidder for meget på sit arbejdsværelse og er frem for alt ikke tager sig nok af hendes sygdom. At han ikke forstår, hvordan det er at være hende. Min far siger, at det gælder om at leve så normalt som muligt.

Min mors læber er presset sammen, hendes krop er låst. Jeg oplever det, som om min mor kaster med knive mod min far, og han kaster sig i alle retninger for at undgå at blive ramt. Hun angriber ham. Jeg glider ud af mig selv og mærker, hvor ondt det gør på ham.

Bagefter spørger min far, om jeg vil med ham ud og gå. Han og jeg vandrer rundt på villavejene og taler om, hvad der er sket. Min mor bliver tilbage. Det er 2+1. En dag – efter endnu et opgør – lægger min far et brev til mig. Der står, at jeg ikke skal tage mig af de gamle idioter, men skal være glad for, at det går mig så godt, og at jeg er så vellykket. Og sov godt, guldklump.

En påske er min fars fætter og hans kone på besøg i vores sommerhus. I løbet af weekenden bliver vi inviteret ned i et andet sommerhus sammen med strandfogeden Aage og hans kone. Vi skiftes til at tage billeder med mit Kodak Instamatic kamera. På et af dem står min mor og knækker sammen af grin på trappestenen til vores sommerhus. Ved siden af hende en kasse øl, som vi skal have med. Mine forældre har tidligere talt nedsættende om dem, vi skal besøge. De er jævne, de kommer fra Københavns vestegn et sted. Men i dag er humøret højt.

Før frokostens begyndelse er vi samlet omkring bordet, otte voksne og Julie, ca 12-13 år. På bordet står Gammel Dansk, Hof, Tuborg og en vinflaske. De små vinduer er pyntet med tungekantede gardiner, på væggene hænger en kobberplatte, en broderet klokkestreng og den billigst tænkelige reproduktion af fisker med fuldskæg.

Næste foto er billedet på min mor, når hun har det allerbedst. Hun står midt ude på gulvet sammen med Aage. Han spiller op til hende. Hun synger op til ham. Måske spiller de Preben Kaas’ ’Åh Babe’. Han kan toenhalv akkord, og hun herser med ham for at få det til at køre. De står og griner og svajer. Hendes hoved kommer tættere og tættere på hans. Hans øjne stråler. Lige nu vil hun give fanden i sine Prednison-kinder og den dårlige smag omkring hende, hun er i sangen, og nu, nu, nu kommer den akkord, som er det hele værd.

På det sidste billede sidder min far med en åben fordør i den hvide Citroën. Festen er forbi. Min mor går op mod vores sommerhuset, på usikre ben. Vinden tager i hendes sorte regnfrakke.

Da Ann er cirka ni år gammel, er hun indlagt i en meget lang periode på Bispebjerg Hospital. Det er hendes far, der besøger hende. Hendes mor og bror kommer ikke. På små lapper papir skriver Ann breve til dem, som hendes far tager med hjem. Her beskriver hun sine tanker og oplevelser.

Kær Sven og mor. Nu jeg har jo været bedøvet to gang på fem dage en gang i lørdags og en gang i dag tirsdag i lørdags med æter det foregår med en maske og tirsdag med et stik i låret, d.v.s. en indsprøjtning og stik i armen ih hvor var det væmmeligt men i dag tirsdag var det ikke så væmmiligt jeg var kun meget svimmel jeg kunne slet ikke stå op i dag. Jeg har fået 11 stik på fem dage og det synes jeg nu er lidt rigeligt. Jeg har slet ikke været ude i dag ellers render jeg tit ude. Ved du hvad (jeg) laver om aftenen jeg ruller vattamponger. Nu håber jeg snart jeg kommer hjem. Tudsin kysbasser til Sven og mor fra Ann 

Kære mor og Sven Jeg har det godt bortset fra jeg har fået lavmang og skal måske til en undersøgelse i morgen fredag og måske bedøves så jeg er lidt bange. Dette her fine skrivepapir jeg skriver på nu har jeg fået af faster Frida der kom en pakke til mig i dag torsdag der var en 3 eller 4 breve til mig foruden skrivepapiret, en påklædningsdukke, et stort stykke flødechokolade nu kan jeg snart ikke overkomme at spise slik —— Kære mor jeg begyndte at skrive før stuegang og du ved jo nok at man ikke må skrive i stuegangen. Og nu sagde doktor Lund en være væmmelig læge, at det var helt sikkert at jeg skal bedøves i morgen det er med evipan så jeg skal stikkes to gange en gang i låret og en gang i armen så jeg er så bange selvom det ikke gør særligt ondt men jeg bliver så svimmel og ør. Nu jeg er blevet bedøvet 3 gange med i morgen (alene herinde) og det syntes jeg nu er lidt rigeligt. Nu håber jeg jeg snart kommer hjem. Jeg får nogle piller de kaldes kabsler de er overtrukket med plastik. Mange tudsin hilsner og kys til jer alle Ann Jeg håber snart jeg får den badekåbe du har lovet mig 

Hej mor og Sven. Jeg er sådan helt kulret og forstyrret og bimmelims. Du må altså undskylde skriften men som saft så kan du selv tænke dig til resten. Du kan ellers tro at jeg har været oppe og gå i en halv time jeg går ligesom en gammel kælling jeg mener kone. Jeg gider ingeting i dag, du må undskylde næste gang skriver jeg meget pænere. Mange hilsner og kys Ann. Jeg håber snart jeg kommer hjem