Min far fortæller historier. Han laver dukketeater med et større galleri af sørøverfigurer: Fidibus, Grine-Mads og Sorte Karl og papegøjen Poppe. Det år, vores lille familie er i Frankrig, improviserer min far en gyserføljeton med titlen ‘Diligencen fra Bordeaux’.
Min far elsker eventyret og eksperimentet. Vi går langs godsbanen på det ydre Frederiksberg, når han har hentet mig fra børnehave. Han lægger en 25-øre på skinnerne, og så ser vi, hvor flad den er, når toget er kørt over den.
Min far kan lide at komme ind bag ved afspærringerne, der hvor der er forbudt. Jeg er mere regelret og vil egentlig bare gå der hvor det er meningen vi skal gå. Vi finder en gammel jolle på stranden, og han får den ide at høre oppe på gården bagved, om de kender noget til båden. Vi går fra stranden op til gården. Vi står for enden af grusvejen ind til huset. Der løber hunde inde på gårdspladsen. De virker truende, jeg bliver bange og nægter at gå med. Min far lover, at der ikke sker noget. Men det ender med, at jeg bliver bidt.
Min far prøver at lære mig at spille klaver efter noder, og jeg bliver så rasende på ham, at jeg råber og skriger og håner ham. En dag trækker jeg bukserne ned og sætter mig oven på tangenterne, fordi jeg er stiktosset. Over for min far kan jeg blive urimelig. Det sker aldrig, når jeg er sammen med min mor.
Min far skærmer mig. Det er altid ham, der går hjem med mig og putter mig, mens min mor fortsætter festen.
Min far står op med mig om morgenen, giver mig yoghurt, smører min madpakke, og kører mig til ned til Vanløse station, så jeg kan tage F-toget ud til min skole i Hellerup.
En dag, min far har glemt min madpakke, kører han med 100 kilometer i timen tilbage og henter den – og når at smide den ind i toget til mig, inden det kører. Han tager med mig til skolearrangementer, kører mig til korprøver og afleverer mine veninder på vejen hjem.
Jeg sidder på det lille metalsæde på stangen, med min fars arme på hver side af mig. Han fløjter, mens vi cykler gennem byen.
Det er min far jeg betror mig til, en aften hvor jeg er nervøs for at klæde om i min nye skole, fordi jeg har fået hår under armene.
Min legende far. Min sårbare far. Min omsorgsfulde far.
Når min far sidder og arbejder ved sit skrivebord, går jeg hen til ham og lægger mine arme rundt om ham og hviler ansigtet på hans ryg. Sådan står jeg længe.
Min mor, min far og mig optræder til min kusine Marias konfirmation i 1984.
Når min mor, min far og jeg går ud i verden sammen, er vi smilende, syngende, dansende, fulde af fest. Vi optræder til min kusines konfirmation med trestemmig sang, grundigt indstuderet hjemmefra så der ikke er en finger at sætte på afleveringen. Min far har skrevet 2. og 3. stemme og teksten. Vi klinger så smukt sammen. Vi synger alle tre rent. At stå der og synge, mens alle sidder og kigger, er intet problem for nogen af os. Nærmest tværtimod. Hvad vi præsterer er der ingen andre der kan. Det forventes, i hvert fald af os selv, at vi optræder.
Min mor får taget blodprøver konstant. Hun har altid et plaster med en vatdut siddende i albuebøjningen. Hver gang hun har været til kontrol, taler vi om, hvor svært det var for laboranten at finde et sted at stikke. Nogle laboranter er dygtigere end andre; hun kender dem alle sammen og ved, hvem hun har tillid til. Jeg ser på hende, mens hun hiver plasteret af sin spinkle arm med et snuptag. Hun har lavet den bevægelse hele sit liv.
Min mors nyretal bevæger sig. Lægerne holder øje med tallene, min mor har samtaler med lægerne om tallene, og min mor og far taler om tallene i små korte sætninger. For mig lyder det som kode, men jeg kan fornemme, at det er alvor. Tallene bevæger sig den forkerte vej.
Min mor tager Prednison og Imurel og mere og mere Prednison og Imurel. Det foregår med hurtige rutinerede bevægelser, og tit med ryggen til ude i køkkenet, som om hun ikke kan lide, at vi ser på hende, mens hun gør det.
Jeg har nemt ved at få veninder, både i koret og i skolen. Men jeg undgår at tage dem med hjem. Min far kører rundt og henter mig hos Neel i Kronprinsessegade, Lisbeth i Farum, Mette, Inge og Julie D i Hellerup.
Pigerne begynder med drengene. Min første kinddans hedder Thomas og ankommer til klassefesten i lyserød panter-kostume. Det kan jeg ikke stå for. Vi danser til John Lennons Woman, og hans hår er vådt i nakken. Mit første kys er med en dreng fra Sæby, på en korturné i Nordjylland. Samme sommer – eller sommeren efter – forelsker jeg mig i Ole, naboens dreng der hvor vi har sommerhus. Jeg sidder på stranden med min mormor og ser på hans ryg, mens han står på vandski. Forelskelser på afstand – mere bliver det ikke til. Det er mor, kor, skole, smile, mor, kor, skole, smile.
En dag driller min mor mig med mine spæde bryster. Hun siger: ‘Julies bryster sidder oppe under ørerne.’
Overgangen fra privatskolen i Gentofte til 1. g. på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg forløber uden problemer. Det kører. Jeg har ingen pligter, ingenting der forhindrer mig i at dyrke lektier. Jeg går op på mit værelse og laver mine ting. Jeg kan lide at lave lektier. Jeg forlader koret og begynder i et band.
Dag for dag bliver min mor mere og mere syg – og stadigt mere optaget af, hvordan jeg klarer mig. Hun holder op med at arbejde og sidder endnu mere i Børge Mogensen-sofaen. Der er ikke så meget hun kan, så jeg ved, hun er der. Jeg kommer ind til hende. Hun spørger til, hvordan det går. Jeg fortæller hende om mine præstationer. Mine karakterer får min mor til at føle sig godt tilpas. Og min mor har det elendigt det meste af tiden. Hjemme hos er de karakterer et spørgsmål om liv og død.
Min mor skriver under på min karakterbog. Men først peger hun på den ene etcifrede karakter og siger: ‘Hvad er det?’
I 2.g holder jeg op med at synge i kor og begynder i et band. Jeg knytter mig voldsomt til trommeslageren, en pige fra parallelklassen. Hun bor alene med sin mor, som har multipel sclerose. Deres lille lejlighed i Rødovre bliver mit tilflugtssted i den sidste del af min mors liv. Moderen i Rødovre kæmper indædt med sin sygdom, som har sat sig i benene. Men koderne for et familieliv med hård kronisk sygdom er jeg helt fortrolig med. Hvordan man skal holde øje, spørge og hjælpe. Og i modsætning til min pansrede mor derhjemme er denne mor oven i købet blid og nærværende over for mig.
Jeg føler skam og selvhad over at være sammen med en pige og tør ikke kalde hende min kæreste. Min mor vil hade, at jeg færdes i Rødovre, går jeg ud fra. Men når jeg sniger mig hjemmefra, kører over Damhusengen og forbi de duftende balsampopler ved Tårnvej, stiller min cykel foran det femetagers boligkompleks skråt over for Rødovre Centrum, tager trapperne op, går hen ad svalegangen og banker på – så holder jeg frikvarter. I Rødovre kan jeg trække vejret. Hver torsdag aften tager vi til kvindeaften på Pan i Knabrostræde og danser iført kort hår, t-shirt, cowboybukser og røde Converse-gummisko.
I slutningen af 2.g, lige før sommerferien, får min mor et hjertestop og er indlagt et godt stykke tid. Hendes krop er ved at være færdig, raseret af bivirkninger og med en nyrefunktion i bund. Hjertestoppet efterlader hende med det, der hedder en reaktiv psykose, som kan sætte ind efter et voldsomt kropsligt traume. En dag min far og jeg kommer ind på stuen til hende, sidder hun op i sengen, lillebitte i sin hospitalsskjorte, med sine smykker på. Hun udstråler, at hun selv mener, hun er fornem. Hun meddeler, at hun er overborgmester i København og at der er et problem med nogle vietnamesiske bådflygtninge, som ligger ovre i hjørnet.
Da min far og jeg tager elevatoren ned fra 13. sal den dag, kigger vi på hinanden og begynder at grine. Min mor har endnu en gang bevist, at hun er et lille magtmenneske. Efter et stykke bliver min mor udskrevet. Hun tager hul på det sidste trekvarte år af sit liv. Jeg tager hul på 3.g.
De sidste cirka to år er en tåge med få klare billeder. Så er min mor på hospitalet, så er hun hjemme. Nåle i håndryggen, nåle i armen, slanger i urinrøret, poser som tilfører væske, poser som samler væske op. Hun fylder ingenting i hospitalssengen.
Berta giver op. Der indføres et nyt dialyseregime, som betyder, at min mor selv kan stå for det derhjemme. Det er noget med en pose på maven med en slange ind i bughulen i stedet for i armen. Det er smart og sikrer en så normal livsstil så muligt, siger nogen. Vores smukke hus bliver forvandlet til et lager af sterilt udstyr. Vi får undervisning i at pakke handsker ud på den rigtige måde.
Min mor kommer på en diæt, hvor hver en oblat hun spiser skal vejes på en digital vægt. Hun kan ikke længere lave mad. Min far går til gryderne, men min mor vil ikke have hans husmandskost. Det er synd for min far, synes jeg. Min mor lugter fælt ud af munden. Hendes krop rådner, hendes krop visner hen.
Min mormor og morfar kommer ind hver mandag for at hjælpe til. Min morfar går i haven, min mormor gør rent.
Jeg bærer bækkener med urin gennem huset og hælder væsken ud i toilettet. Urinen stinker af sygdom. Jeg går til terminsprøve.
Min mor taber sig, for hver uge der går.
Min mors øjne bliver store og bange.
Min mor bliver blid og sårbar. Det er tegn på, at der er noget galt, og jeg bliver forvirret over det. Men samtidig skærer det i mit hjerte.
Noget af det værste er, at hun begynder at gå i joggingtøj. Jeg forestiller mig, at hun afskyr det. Men det er blødt omkring en krop, som ikke længere har nogen form for polstring – og praktisk, når hun skal åbne op og lukke til hele tiden.
Min mor vil meget gerne have, at jeg bliver siddende hos hende og fortæller hende, hvordan det går med mig.
Vi taler aldrig om det, der sker med hende. Kun en enkelt gang hører jeg hende sige: ‘Det her går ikke.’ Vi skal vist gå en tur. Jeg forsikrer hende om, at det gør det og får hende skubbet i gang.
En dag i det spæde forår kommer jeg hjem fra skole, stiller min taske i entreen og går gennem huset for at sige hej til min mor, som jeg plejer. Fra stuen kan jeg se, at hun sidder i en stol ude på verandaen. Hun har sin hvide dynefrakke på og har taget et tæppe om sig. Hendes ansigt vender op mod den blege sol.
Jeg står og ser på hende et stykke tid og vender så om og går. Op for at passe mine ting.
En mandag aften er jeg inde og se Mit Afrika. Huset er stille, da jeg kommer hjem, og jeg går i seng. Efter få timer bliver jeg vækket af rabalder. Min mor kegler rundt, og min far kan ikke få kontakt med hende. Hele den nat går hun op og ned ad trapperne – fra 1. sal til kælderen – laver bevægelser som om hun piller ved noget der ikke er der. Min far og jeg prøver at få hende til at falde til ro. Hun sider på toilettet, jeg sidder foran hende og prøver at kalde hende frem. Men hun er væk. Tidligt om morgenen får vi hende bakset ind i Citroënen og kørt hende ind til Rigshospitalet, ud af bilen og over i en kørestol. Maskineriet sætter i gang, vi kører hjem, hendes tilstand stabiliseres i løbet af tirsdagen. Vi får siden at vide, at min mor har haft en eller flere blodpropper i hjernen.
Påsken er på vej, butikkerne lukker ned, og jeg skal købe knækbrød og klorin til at fjerne en plamage af jod, som er kommet på min mors joggingdragt. Jeg står og stirrer på knækbrødshylden og kan ikke vælge. Jeg tænker: ‘Hun dør nu. Det er nu hun dør.’
Onsdag tager jeg til Rødovre. Da jeg kommer hjem om eftermiddagen, ligger der en seddel fra min far. Jeg skal komme ind til Rigshospitalet med det samme. Da jeg kommer derind, er min mor død en halv times tid forinden. Min far sidder for enden af sengen, i sin grønne armejakke. Jeg går hen på venstre side af sengen, som jeg altid har gjort. Jeg kysser hende, som jeg altid har gjort. Men hun lugter ikke af citroncreme. Hun lugter af industrivask.
Min far og jeg kører ud til en havn og drikker cacaomælk og sidder og kigger ud i luften. Den nat sover jeg på min mors plads i dobbeltsengen.
Efter påske er jeg tilbage på gymnasiet. Jeg møder min rektor på gangen. Han kondolerer. Jeg smiler og siger høfligt ‘Tak’, og så er der ikke mere snak om det.
Mig på studentervognen med resten af 3.b, juni 1986.
Med min mors død forsvinder tyngdepunktet i min fars og mit liv. Alt kan pludselig ske. Og alt sker: Mellem påske og Sankt Hans 1986 bisætter vi min mor, min far møder den kvinde, der skal blive hans kone nummer to og mor til mine søstre, og jeg tager studentereksamen med et snit på 10,7.
Der kommer et hav af mennesker til min mors bisættelse i Lindevang Kirke. De kommer med ansigtet i mørke folder. Min mormor har taget noget beroligende og virker forstenet. Der er noget med, at min morfar var for fuld til at køre den sidste mandag, de kunne have været forbi, og det er krisepræget.
Jeg er hende, der skal forestille at have mistet sin elskede mor alt for tidligt. Men sorg føler jeg intet af. Jeg er mest af alt euforisk. Jeg optræder. Jeg præsterer noget, som jeg ved, hele kirken synes er imponerende. Vi synger Befal du dine veje, Sig månen langsomt hæver og Hil dig frelser og Forsoner. Mine forældres ældste ven Carsten og et par andre musiker-venner spiller Body & Soul i kirken. Bagefter tager min far og jeg ind til byen og spiser på den pandekage-restaurant, der hedder Smukke Marie.
Min mors krop bliver brændt og urnen gravet ned på de ukendtes fællesgrav på Søndermark Kirkegård ved Roskildevej. Min far vil helst mindes min mor de steder de har været sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Så det bliver plænen på Frederiksberg. Bisættelsen er en af de sidste gange min far og min mormor og morfar ser hinanden, bortset fra en rund fødselsdag hos dem et stykke tid senere.
I ugerne efter bisættelsen er jeg i Rødovre og min far i huset på Frederiksberg det meste af tiden. Hver gang er jeg ked af at køre fra ham.
I 1986 er det københavnske karneval en kæmpe fest. Det bliver afholdt for fjerde gang i dagene 17., 18. og 19. maj. Min far kommer hjem fra karnevallet midt om natten, i løftet stemning og iført en hvid engangsmalerdragt, som der er malet sorte streger på. Han er også malet i hovedet. Der er noget på færde, kan jeg mærke.
Et par uger senere løber han igennem huset og prøver at finde et sted at gemme sig. Han er rundt på gulvet. Jeg kigger ud ad vinduet og ser en ung kvinde komme gående på vejen. Hun læser til sygeplejerske og er seks år ældre end mig. Hun har hvide gummistøvler og stribede bukser på. Jeg lukker hende ind. Kort efter bliver de kærester. Jeg læser op til biologi-eksamen, da de kommer hjem fra en endagstur til Tyskland, hvor de har været nede og se på kunst. Jeg fortæller, at jeg sidder med genetikkens bananfluer: Hannen og hunnen. De fniser. Natten inden jeg skal op i historie, kan jeg høre sengen inde ved siden af knage.
Til translokationen får jeg en art flidspræmie for at være en god kammerat. Min far, hans kæreste, min farmor og min ene faster deltager. Jeg står af studentervognen, da vi når ind til en pige på Hostrupsvej, og længe inden turen er færdig. Jeg går hele vejen hjem via Finsensvej og lægger mig på gulvet i stuen og stirrer op i loftet.
Min far og forældrene til min kusine og en tredje studine slår sig sammen om at holde et storstilet fælles studentergilde for os og vores familier og venner på Kongekilden i Klampenborg. Alt spiller. Jeg har det forfærdeligt. Min far og hans kæreste er derhenne. Min mormor og morfar er derovre. De har ikke mødt hende endnu. På et tidspunkt hiver min mormor fat i mig og spørger, om damen derhenne er hende. Jeg må sige ja.
Jeg smiler, nikker og lader mig lykønske af gæsterne. Men jeg har mest af alt lyst til at gå. Min kusine og den tredje studine har deres kærester med, pæne unge mænd fra Nordsjælland. De har lyst hår og er billedet på den glæde, det vist er meningen vi skal føle. Jeg har en pige med, som jeg ikke kan stå ved. Og en far, som er nyforelsket.
Min far og jeg rydder ud i min mors garderobe. Uld, skind, flannel, silke. Franske og italienske sko i størrelse 35. Langskaftede sorte støvler med broderi på siderne. Højhælede espadriller med bindebånd.
En dag har min far hældt champagne op i glas, som står på en bakke. Vi er på verandaen. Min far meddeler glædesstrålende, at hans kæreste flytter ind. Vi skåler. Jeg har ondt i maven. Jeg kan se, han er forelsket. Men det er, som om han har givet alt for pludseligt slip på mig og nu farer rundt langt ude i sin egen galakse. En dag siger jeg, at jeg synes, det hele går for stærkt. Min far reagerer voldsomt. Hverken før eller siden har jeg set ham så vred, som han er, da han siger: -Nu må det altså snart være min tur.
Efter studentereksamen arbejder jeg i Bilka i Ishøj Bycenter og kokser rundt på boligmarkedet. I sidste øjeblik redder min far mig ud af en tåbelig handel. Han gør boet efter min mor op, så der er orden i tingene, da han gifter sig med sin kæreste i august 1987. Jeg spiller med mit band til deres bryllupsfest.
Hele vejen op igennem min barndom har jeg drømt, at jeg fik en lillebror eller en lillesøster. Gang på gang er jeg vågnet op, bundulykkelig over at det netop bare var en drøm. 16. november 1987 føder Susanne min ældste lillesøster Ida. 12. april 1990 kommer Sofie til. De to små mennesker bliver den nye tyngdekraft i vores liv. Men denne gang er tyngdekraften forbundet med masser af livskraft.
Mine døtres tale til mig på min 51 års fødselsdag i 2018.Kære mor. Dit ældste barnebarn blev født 28. april 1998 og er opkaldt efter dig. Jeg var i tvivl, om det var en god idé; nogle af mine minder med dig er tunge. Men Marie bærer sin mormors navn med lige så stor skønhed og suverænitet, som hendes lillesøster Johanne – født 26. juli 2000 – bærer sin oldemors, min mormors, din mors navn. Jeg gik ind i voksenlivet med en følelse af uro og udsathed, som har fulgt mig lige siden. At være mig har været at gå rundt i verden i evigt alarmberedskab, overbevist om at før eller siden ramler det. Det er bedre nu. Men jeg vil altid være en voksen på vagt. En karatemester, der hedder Torben, hjælper mig med at trække vejret bedre. Det koster 1500 kroner i timen. Også som voksen er jeg virkelig sød og tilpasningsdygtig. Jeg er ekspert i at aflæse andres behov og få dem til at føle sig godt tilpas, og jeg møder tit mennesker, som gerne vil være venner med mig. Jeg har lidt af voldsom angst i parforhold og er kommet forslået ud af alle dem, jeg har indledt. I dag lever jeg uden en mand, men med masser af kærlighed fra familie og venner. Dag for dag får jeg mere tillid til de mennesker, der omgiver mig.
Jeg har det dobbelt så godt, som jeg havde det, da jeg var halvt så gammel. Jungiansk terapi, lange gåture og 20 mg Citalopram dagligt hjælper.
Jeg er stadig dygtig. Jeg fik jobs, du ville have været tilfreds med. Redaktør af Ud & Se. Redaktionschef på Politiken. På et tidspunkt boede jeg sågar i en villa, som havde samme okkergule farve som vores gamle hus på Frederiksberg. I dag er jeg selvstændig på en ikke ret spektakulær måde og bor i en andelslejlighed i Vanløse, med en lejer for at holde udgifterne nede. Det eneste, der nærmer sig klassisk god smag herhjemme, er de gamle prototype-syvere min morfar fik fra Fritz Hansen og så en PH-lampe min far har fundet i en container og banket på plads. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad du ville sige om det arrangement.
Mit modermanifest ser sådan her ud: Mine børn skal kunne regne med mig. Følelser er vigtige; ting er uvigtige. Til helvede med præstationerne. Husk fyrfadslys og afskårne blomster. Dans i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad du ville sige til det. Men det er også ligemeget. Et af mine privilegier har været friheden til at være mor på min måde, fordi du forsvandt så tidligt.
Men kære mor. Tak fordi du gik op i min dannelse. Tak fordi du lærte mig, hvad kvalitet er, så jeg i dag selv kan bestemme, hvornår kvalitet er vigtig.
Og tak fordi du lærte mig at tåle langvarig høj belastning og intensive kriser. Tak fordi du lærte mig at turde se andres lidelse og stå i ilden med dem. Tak fordi du viste mig betydningen af at mærke, hvordan den anden har det. Alt det ligger der masser af livsduelighed i.
Tak for din stemme. Tak fordi du åbnede musikken for mig. Det er fandeme noget vi to kan blive enige om, og jeg vil altid trække vejret bedst gennem musik.
Tak fordi du insisterede på at få et barn, selv om det var på bekostning af dit eget helbred. Tak fordi du gjorde alt, hvad du formåede, for at give mig den materielle tryghed, du aldrig selv oplevede som barn.
Tak for det navn du sammen med min far så på en gravsten og valgte at give mig. Det skulle være et gammelt navn, et litterært navn, et navn som kan udtales overalt. Du og min far så og hørte, at det ville være et smukt navn, visuelt og lydligt: Julie Bondo Gravesen. Jeg bærer navnet med stolthed.
Du har ingen gravsten. Men sammen med Marie og Johanne har jeg indstiftet mormors træ på Brønshøj Kirkegård. Sådan laver vi mønstre i vores livs billedtæppe. Vi prøver at få mønsteret til at hænge sammen. Men vi kan heldigvis også vælge at bryde det.
